OH NO DINOSAURS FEAT. FREJ FØRSTEVÆLGER
29/10/2026
Døre: 19:00 // Entré: 120 DKK
Denne koncert er udviklet til uropførelse på turkis og skabt af komponist/trommeslager Frej Førstevælger (Bagland, I Think You’re Awesome) i samarbejde med komponist/bassist Jens Mikkel Madsen (I Think You’re Awesome, Øyunn), der også er bandleder for bandet Oh No Dinosaurs.
Værket undersøger et grundlæggende spørgsmål i samtidens musik: Hvad gør musik menneskelig i en tid præget af perfektion og kunstig intelligens?
PROGRAM
➤ Døre åbner: 19:00
➤ Koncert: 19:30
OM VÆRKET
Omdrejningspunktet for værket er en fælles kunstnerisk interesse i at arbejde med rytme og groove som noget levende og menneskeligt – snarere end som noget fastlåst i metronomisk puls og matematiske underdelinger. I stedet for at lade musikken styre af et kvantificeret rytmisk gitter, tager værket afsæt i musikernes fælles lytning, timing og kropslige fornemmelse af tid.
De to kunstnere arbejder med beslægtede idéer, men med forskellige indgange til dette felt. Jens Mikkel Madsen fokuserer på rytmisk fleksibilitet og frasering i større forløb, inspireret af nordisk sangtradition og jazzens energi. Frej Førstevælgers arbejde kredser om de helt små forskydninger i timing – de mikrobevægelser, der opstår, når musik spilles af mennesker frem for maskiner. Disse idéer er blandt andet inspireret af folkemusikalske traditioner fra forskellige dele af verden, hvor swing og puls formes kollektivt og intuitivt. I det nyskrevne repertoire undersøger Jens Mikkel og Frej, hvordan de to rytmiske idéer kan udvide og befrugte hinanden.
Publikum inviteres ind i et musikalsk rum præget af intens nærhed, organisk bevægelse og konstant opmærksomhed mellem musikerne. Musikken bevæger sig uregelmæssigt, men samlet – som én organisme – og skaber et udtryk, der gradvist åbner publikums sanser for musikkens menneskelige dimension.
Værket opføres af bandet Oh No Dinosaurs. Oh No Dinosaurs består af fire af Aarhus’ mest interessante musikere, der mødes om at udvikle og udforske instrumentalmusikken for at jazzen ikke uddør. Bandet er et musikalsk rovdyr, der river og flår i pulsen, men også en stilfærdig planteæder, der langsomt vokser sig stor og majestætisk.
LINE UP
Jens Mikkel Madsen (bas)
Frej Førstevælger (trommer)
Dan Hjort (synth/klaver)
Signe Jacobsen (synth/klaver)

