Foto: Katharina Ya
TURKIS’ FØDSELSDAG
30/1/2026
Døre: 19:00 // Entré: Gratis
Hip hurra! turkis fylder 4 år i 2026, og det vil vi gerne fejre sammen med jer! ❤
Kender du nogen, der endnu ikke har været på turkis? Så er det en dejlig anledning til at tage dem i hånden og kigge forbi.
Kom og vær med til at gøre fejringen til en mindeværdig oplevelse! ❤❤❤
Hvad kan du glæde dig til?
PROGRAM
➤ 19.00-21.00: Gamze & Arzu’s pandekager + Atalay's tebod
➤ 19.00: Glare workshop
➤ 19.30: Modersmål
➤ 20.00: DJ Gülcan
➤ 20.15: Coro (Roots & Hybrid - Frontsession)
➤ 21.00: DJ Gülcan
➤ 21.15: Mambe
➤ 22.15: DJ Gülcan
➤ 22.30: DJ Jolie
GRATIS ENTRÉ !
MAMBE - Stemmen i en grænseløs musikalsk revolution
Den colombianske sanger, rapper, sangskriver og aktivist Mambe er den elektriske kraft bag det genreoverskridende projekt, der bærer hendes navn. Med en lyd, der forener latinamerikanske rødder, global bass og skandinavisk nytænkning, skaber Mambe rå, rytmisk og revolutionerende musik – uden grænser.
Sammen med den mexicansk-danske producer Danochilango, som står bag de hårdtslående beats, smelter Mambe cumbia, dancehall, hiphop, balkansk brass og eksperimenterende elektroniske elementer sammen i et hypnotisk miks med høj spænding. Det er lydsporet til en global generation – modigt, kompromisløst og uimodståeligt dansabelt.
Lyt til Mambe: https://youtu.be/Djap4oSSiWc?si=HRF3ry7esEgE8HD2
JOLIE
Jolie leverer dybe, rytmiske cuts, der sniger sig ind mellem sprækkerne i de mainstream playlister. Hun er stærkt drevet af sin opvækst med sukuma-kulturen og søger den musik, som minder hende om, hvordan ngoma-trommens lave frekvenser bevæger hende.
Derfor vil du ofte opleve hende spille gqom, kuduro og basdrevne afro-tracks, der rummer både samtidens energi og old school-klang. Jolie spiller altid det, hun selv finder dansabelt – og når stemningen topper, kan du opleve hende spinne sine egne beats, inspireret af Durban-gqom med et østafrikansk udtryk.
På den mere lette side dykker hun også ned i genrer som highlife, hiplife, bacardi og meget mere, og deler generøst ud af sin store viden om både nye og ældre lyduniverser.
Lyt til Jolie: https://www.youtube.com/watch?v=7jyHcduSiQ8...
CORO
Forbered dig på en musikalsk verdensomrejse, når Coro går på scenen! Med inspiration fra en bred palette af musiktraditioner fører bandet med sikker hånd publikum gennem alt fra spansk flamenco og cubansk salsa til etiopisk jazz og mellemøstlige melodier. Det 9-personers stærke band bringer både musikken i dens mest traditionelle opsætning og i nytænkende og grænsesøgende arrangementer, der vender op og ned på forventningerne. Det eneste man kan vide sig sikker på er, at når Coro byder op til dans, er der ingen der står stille!
DJ GÜLCAN
DJ Gülcan tog sit første skridt ind i underholdningsbranchen i 2015 med en lille fødselsdagsfest. I 10 år har hun været en populær og efterspurgt DJ og optræder til forlovelser, hennafester, bryllupper og forskellige arrangementer."
"Hun er glad for og stolt af at underholde mennesker på tyrkisk, arabisk, türkmensk og andre sprog.
MODERSMÅL
Modersmål er et nystartet tilbud på Gellerup Højskole med undervisning i arabisk og anatolsk musikkultur. Mød de engagerede undervisere og elever, når de lægger vejen for turkis og fortæller om tilbuddet og viser lidt af, hvad de har lært på det første halve år af deres eksistens.

