Tilbage til Alle begivenheder

PICNIC & JAZZ PÅ PERSISKE TÆPPER / CAKTUS

  • turkis 15 Vester Allé Aarhus, 8000 Denmark (kort)
 

PICNIC & JAZZ PÅ PERSISKE TÆPPER / CAKTUS

3/6/2026

Døre: 17:30 // Entré: 165 DKK // 250 DKK

Til Picnic & Jazz på Persiske Tæpper inviteres publikum på to vegetariske og sæsonbaserede anretninger fra MADkiosken, serveret under lyden af jazz. Det hele foregår udenfor i haven ved siden af turkis. Hvis vejret ikke er til det, rykker vi picnicen indenfor på de tæppeklædte gulve.

Vi sørger for maden, underholdningen og de persiske picnictæpper – det eneste, du skal medbringe, er egne tallerkener og bestik. Du kan slikke tallerkenen ren eller benytte dig af turkis’ opvaskeservice, inden turen går hjemad eller videre ud til Aarhus Jazz Festival. Vand er gratis, og turkis’ bar er åben – vi opfordrer dig derfor til ikke at medbringe egne drikkevarer :)

Vi vil gerne se så mange som muligt til denne hyggelige picnic. Derfor har vi to typer kuvertpris: én til små punge og én til de større. Du vælger selv den pris, der passer til dit budget.

Mad kan ikke købes ved ankomst, der er begrænset med kuverter og skal derfor købes på forhånd.

PROGRAM

➤ Døre åbner & servering af mad: 17:30
➤ Caktus: 18:00
➤ Anden servering: 18:30
➤ Caktus: 18:45

MADKIOSKEN

MADkiosken vil fremme gellerupiansk madkultur og være et samlingssted for lokale kultur- og madarrangementer. MADkiosken ligger på pladsen i krydset mellem Lottesvej og Karen Blixens Boulevard.

CAKTUS

Maria Dybbroe og den aarhusianske kvintet Caktus er på release-turné for deres 3. album ‘Øyeblikk’. Albummet præsenterer et helt nyt ambitiøst samarbejde med det norske bigband OJKOS, hvor besætningen er udvidet fra 5 til 15 musikere, selvom de denne aften høres i kvintet konstellation. Den kammermusikalske æstetik udfoldes og får i dette møde nye klangfarver og større dynamik, der giver både helt nyskrevne og ældre Caktus-hit kompleksitet. Øyeblikk er et nyt og friskt bud på hvad bigbandmusik kan være anno 2026 - det er sanseligt og taktilt, skrøbeligt og storladent. Det bruger bigbandets mulighed til fulde, selvom der også er plads til enkelte instrumenters fremtræden og man igennem det lidt over time lange album når at opleve mange forskellige kammermusikalske konstellationer.

Albummets titler vidner om at kompositionerne forsøger at indfange øjeblikke fra forskellige steder omkring Oslo og konkrete begivenheder eller situationer fra Marias første år bosat i både Norge og Danmark. Vi hører de ambivalente følelser og tanker - det håb og den nostalgi man kan opleve nytårsaften. Vi inviteres med ind i det nære - i hendes barndoms have eller drømmen om den have hun gerne ville have haft. Og der fantaseres over byen Trollhättans mytiske navn hver gang toget kører forbi stationen hvor Maria aldrig står af, men brygger på stadig flere forestillinger om trolde og mørke skove, med lige dele frygt og fascination. Titlen ‘Øyeblikk’ henviser samtidig til musikken som i en koncertsituation kun eksisterer akkurat nu. Når vi hører livemusik oplever vi noget helt unikt sammen - vi er vidne til noget ægte og uperfekt - er det ikke smukt? Og er det ikke akkurat det vi har brug for i en stadig mere både splittet og digitaliseret verden? Musikken knytter bånd mellem mennesker og begivenheder i et menneskes liv. Øjeblikket og livet er samtidig flygtigt, men i kompositionerne og den indspillede musik, som på dette album, kan vi fastholde og gentage øjeblikke, og vi får dermed mulighed for at huske tilbage på gamle minder, og samtidig få nye minder mens vi genhører musikken.

Caktus er et af de mest særegne yngre bands på den Skandinaviske jazz scene. De har en helt unik besætning og lyd, der blander kammermusik og grooves, og de tager med deres filmiske musik lytteren med på en sanselig rejse gennem mangeartede landskaber og stemninger. Musikken bugter sig organisk og dynamisk gennem både skrøbelige og ekspressive passager - skønhed og abstraktion. Det er den akustiske lyd der er i fokus, instrumenternes samklang og den fortættede fortolkning og brug af elasticitet i den næsten gennemkomponerede musik.

Maria Dybbroes Caktus-ensemble is a beautiful blend of organic acoustic sounds and arrangements with elements of free music. A Must Listen

-Bugge Wesseltoft, pianist, composer and label owner of Jazzland.

Caktus er tæt på at være en dobbelttrio, med to strygere og to saxer, og med denne samklang og spejling er det oplagt at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres. Gruppen dannedes i Aarhus i 2017, og har siden da spillet mere end 70 koncerter rundt om i Norden samt bl.a. fået sin musik opført af DR Bigbandet. I 2023 udkom Caktus med sit andet album ‘Flimrende’ som af anmeldere bl.a. blev kaldt ‘et mesterværk’. Også debut-udgivelsen ’Under Solen fik mange roser med på vejen, bl.a. en Steppeulvs-nominering som ’Årets Komponist’, en nominering til ’Årets Album’ ved Danish Music Awards Jazz 2021, og en plads på både Passive/Aggressive’s og Dagbladet Information’s årsliste over de 20 bedste danske udgivelser i 2020.

Lineup:

Maria Dybbroe – altsax
Zeki Jindyl– altsax
Thorbjørn Kaas – cello
Frederik Hagner – kontrabas
Tobias Andreassen – trommer

 

Forrige
Forrige
3. juli

PICNIC & JAZZ PÅ PERSISKE TÆPPER / ASTRID ENGBERG & WHO KILLED BAMBI

Næste
Næste
2. september

HILAL KAYA